Fortid møder nutid
Baggrundshistorien for kunsten på torvet
Udsmykningen på Springvandstorvet på husgavlen og springvandet i bækken tager sit udgangspunkt i historien om Blokhus.
Kunstneren bag begge værker, Kiss Jönsson, har nemlig ladet sig inspirere af den flere hundrede års strandingsperiode fra sejlskibenes tid, der har formet Blokhus til dét byen er i dag.
Blokhus er et af de mest velbesøgte turistdestinationer i Danmark, hvor man som besøgende nyder det lette og sorgløse liv, med det storslåede Vesterhav som trækplaster. Men dykker man lidt ned under overfladen, har livet været ganske anderledes hårdt, slidsomt ogalvorligt. Her har man i århundrede levet i, af og med naturen. Men naturen var også ind i mellem barsk og hensynsløs mod de mennesker,der havde havet som nærmeste nabo.
Fortid møder nutidIgennem en periode på kun 22 år skete der ikke mindre end 4166 strandinger langs vestkysten! Mange af dem i Jammerbugten. Tusindvis afliv blev opslugt af havet, men heldigvis blev mange af dem også reddet. Takket være tapre og modige lokale sømænd, fiskere og redningsmænd der gang på gang satte livet på spil, for at redde andre mennesker fra døden i bølgerne. Redningsmændene var i høj grad strandingsperiodens helte. De har fortjent at blive husket og det er dém kunstneren, Kiss Jönsson ønsker at ære med udsmykningen af gavlen, der forestiller en bjærgning fra det forrige århundrede. Motivet er lånt* fra den landskendtemarinemaler og fisker Niels Jensen, der boede i Blokhus det meste af sit liv.
Skulpturen i bækken der skal illustrere et skibsforlis, er i overført betydning naturligvis målet for bjærgningen. Og hvor gavlmaleriet bevidst er udført i traditionel malerstil, har skulpturen et betydeligt mere moderne abstrakt udtryk. Et ”skib” der består at ”flyvende” rustne jernstykker, der splintres mod de vældige naturkræfter i det frådende hav! Det skaber på den måde forbindelse mellem fortidens livsvilkår, den gængse måde at skildre begivenheder på og nutidens mere rå og minimalistiske udtryksformer: fortid møder nutid.
Læs mere om Blokhus historie, taprere redningsmænd og markante ildsjæle i bogen: Blokhus, fra istid til ispind og De gav liv til Blokhus